Print

Geotermi

CTR deltager i Hovedstadsområdets Geotermiske Samarbejde (HGS), der ejer og driver et geotermisk anlæg beliggende ved Amagerværket.

HGS blev dannet i januar 2000 af CTR, Energi E2, HOFOR og VEKS med 18 procent ejerskab hver og DONG Energy med 28 procent.

I februar 2001 fik HGS en 25-årig efterforsknings-og indvindingstilladelse af Energistyrelsen. Et geotermisk anlæg placeret på Amagerværket blev sat i drift i 2006.

DONG Energy var operatør for forundersøgelser og den geotermiske kreds, dvs. boringer og overfladeanlæg i berøring med det geotermiske vand. Energi E2 var operatør for varmepumpeanlægget, og Amagerværket varetog den daglige drift af hele anlægget.

I 2006 blev elsektoren omstruktureret, og DONG Energy overtog Energi E2, hvorefter DONG Energy ejede 46 procent af HGS og blev operatør for hele anlægget. Amagerværket, der var ejet af Vattenfall, assisterede i starten ved den daglige drift, men denne assistance blev i 2011 overtaget af HOFOR. Primo 2014 overtog HOFOR Energiproduktion Amagerværket, og i november 2014 købte de tre varmeselskaber DONG Energy ud af HGS, så anlægget i dag er ejet af de tre varmeselskaber med en tredjedel hver.

Ansvaret for boringen og drift af dels geotermianlægget og dels varmepumpeanlægget varetages i dag af HOFOR. Drivvarmen til anlægget købes fra Amagerværket eller siden 2011 fra det Københavnske dampnet, ejet af HOFOR.

CTR ejer i dag 33,3 procent af geotermisamarbejdet på Amager.

De tre varmeselskaber har i perioden 2012 til 2015 gennemført en detaljeret analyse med det formål at få udarbejdet et grundlag for beslutning om et større stjerneanlæg i København. Med de eksisterende rammer for afgifter og tilskud kan et stjerneanlæg ikke etableres uden økonomiske tab.

Dansk Fjernvarmes Geotermiselskab

Dansk Fjernvarme etablerede i januar 2011 Dansk Fjernvarmes Geotermiselskab (DFG) i samarbejde med en række toneangivende fjernvarmeselskaber med aktiviteter inden for det geotermiske område. Formålet var at sikre sine medlemmer adgang til den nødvendige viden i forbindelse med etablering og drift af geotermiske anlæg til fjernvarmeproduktion.

CTR var været med til at etablere selskabet, og CTR's vicedirektør Jan Elleriis har siddet i bestyrelsen siden selskabets start.

Den store usikkerhed, såvel teknisk som økonomisk, kombineret med manglende politisk opbakning har imidlertid resulteret i så dårlige rammebetingelser for geotermi i Danmark, at det i januar 2016 blev besluttet at nedlægge Dansk Fjernvarmes Geotermiselskab.

Forureningsfri fjernvarme

Geotermisk energi er en både miljøvenlig og vedvarende energiform. Undergrunden holdes varm af den konstante strøm af varme fra jordens indre, hvor kernen har en temperatur på ca. 5.000 °C.

Geotermisk energi kan på sigt spille en væsentlig rolle i den danske fjernvarmeforsyning.