Print

Varmelast.dk

De to selskaber, som driver kraftvarmeværkerne i hovedstadsområdet, HOFOR EnergiProduktion og DONG Energy, er i konkurrence, hvad angår den elektricitet, der samproduceres med den varme, der bliver solgt til CTR, VEKS og HOFOR Fjernvarme.

Det giver en kompleks situation, hvor det på den ene side skal sikres, at leverandørerne ikke får konkurrenceforvridende kendskab til hinandens forretningsområder. På den anden side skal det ligeledes sikres, at det er de billigste værker, der anvendes til fjernvarmeproduktion på ethvert tidspunkt af døgnet. Til dette formål er der etableret et nøje aftalt og tæt reguleret samarbejde mellem køber og sælger af varme i regi af Varmelast.dk.

Hver dag udarbejder CTR, VEKS og HOFOR Fjernvarme varmeprognoser til Varmelast.dk for varmebehovet i det kommende døgn på baggrund af meterologiske data. Herefter udmelder producenterne af varmen omkostningskurver. De indeholder en løbende omkostning ved produktion af varme time for time over døgnet. Der bliver taget højde for en lang række faktorer såsom afgifter og brændselsproser for det enkelte anlæg, forventede priser på elmarkedet, samt at noget af varmebehovet skal dække med damp - andet med varmt vand.

Varmelast.dk beregner derefter den billigste måde at få dækket det samlede varmebehov på time for time for til sidst at bestille de nødvendige leverancer hos producenterne. Planerne bliver justeret tre gange i døgnet for at tage hensyn til opståede afvigelser i varmebehovet og elpriserne - samt eventuelle ændringer på de forskellige produktionsanlæg.

Hovedstadens fjernvarmeforbrug

I hovedstaden forbruges årligt en energimængde på 33 Peta Joule til fjernvarme, hvilket svarer til ca. 25 % af det samlede danske fjernvarmeforbrug.

VARMELAST.DK CTR, VEKS og HOFOR samarbejder i Varmelast.dk for at sikre, at kraftvarmeværkerne i hovedstadsområdet lastfordeles efter en samlet økonomisk optimering.

> Gå til Varmelast.dk
Økonomisk fordeling CTR's økonomiske andel af samarbejdet udgør 55 %, VEKS' andel er 27 % og HOFOR's andel er 18 %.